Det var en hyggelig dag i sommerferien sidste år, hvor min søn og jeg tog på snorkletur med en journalist og en fotograf til en artikel i Danmark Naturfredningsforenings medlemsblad Natur og Miljø (juni 2019 – side 46).
Vi har snorklet en del, men det var første gang at Sebastian skulle forsøge at sætte ord på, hvorfor det var sjovt, og samtidig havde en fotograf tæt ved. Det var svært… – Sebastian har snorklet det meste af sit liv. Både herhjemme og i Rødehavet, Kenya og Borneo. Så det falder naturligt og kan derfor være svært at sætte ord på over for nogle som ikke kender til det.
Vi havde aftalt at mødes en formiddag ved Hornbæk plantage. Desværre hang der tordenskyer i luften, som gav en del vind, og dermed fik vandet til at fremstå lidt uklart på den lave del, og lidt NV-gående strøm vi skulle tage hensyn til.
På trods af journalist og fotograf som gerne skulle have forklaringer og fotos undervejs, fik vi alligevel set lidt af livet ved Hornbæk. Helt inde ved kysten er et bælte af brunalger – blæretang, strengetang m.m. og forbi sandrevlen er bunden stenet og fint bevokset af forskellige tangplanter – fx. Masser af rødalger, Gaffeltang indhyldet i mosdyr (et hvidt kalklag) og den større brune Palmetang. Ved bunden så vi flere søanemoner. Bunden er god til fladfisk, og selvom vi ikke så nogle på denne tur, så er jeg sikker på at man kan se rødspætter, skrubber og hvarre. Vi så nogle store kutlinger og flere tangnål, krabber, søstjerner.
På det helt lave vand er desuden masser af hesterejer, tangrejer, mysider (pungrejer), og små kutlinge arter.
Vi fik talt om mange ting man skal tænke på og overveje når man snorkler med børn (se mere her), men vi fik ikke rigtig lejlighed til at vise, hvordan Sebastian har udviklet den store nysgerrighed og fortrolighed med vandet: at gå rundt med sin maske og snorkel på hovedet og et fiskenet i hånden. Han har brugt TIMER på 0,5-1 meter vand gerne nær bølgebrydere eller sten, hvor han har kunnet fange kutlinger, krabber, søstjerner, snegle, tangnål, tangrejer, hesterejer, tanglus, tanglopper, mysider – og savgylte på en heldig dag…
Vi har ofte en lille beholder med, som han kan have dem i, men laver liges gerne et lille ”akvarium” i sandet i vandkanten, hvor dyrene kan svømme rundt, så længe det er sjovt at se på.
Sebastian har også været med på snorkleture i søer, og på nat-snorkleture. Men det kræver lidt erfaring inden man tager ud i mørket med lygte, så det skal ikke være de første mange gange.
Jeg håber at artiklen var inspirerende og giver lyst til at selv at komme igang. – Både alene og med hele familien…
Læs artiklen via Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside (juni 2019 side 46) eller direkte via Issuu: