My octepus teacher – og min danske krabbe-ven

Netflix har i september 2020 udgivet en dokumentar om en fotograf som igennem et år dagligt snorkler med en blæksprutte i tangskovene ud for Sydafrikas kyst. Filmen hedder ”My octepus teacher” (eller ”Hvad jeg lærte af en blæksprutte” på dansk). Det er en meget fin film, som viser at dyrene i naturen også kan være nysgerrige, og at der er individuelle forskelle i hvor meget og hvordan det kommer til udtryk. Denne blæksprutte er tydeligvis interesseret i snorkleren og ser ham ikke som en fare, så de mødes og svømmer sammen ofte og længe. Det er nogle flotte optagelser og man er ikke i tvivl om, at der ligger timevis af undervandsoptagelser bag. Det er også tydeligt, at det er folk, der er gode til story-telling, som har klippet filmen sammen, så den fortæller en historie, som er gribende og fortalt i en personlig stil. Den viser, at der kan skabes nær kontakt mellem mennesker og vilde dyr.

Netflix film - hvad jeg lærte af en blæksprutte (my octepus teacher)
Netflix dokumentarfilm – hvad jeg lærte af en blæksprutte (my octepus teacher)

Jeg er overbevist om, at du får lyst til at snorkle en tur, når du har set filmen! Og man bliver inspireret til selv at se, om det er muligt at have interaktion med dyrene i vores farvande (det gjorde jeg i hverfald).

Som det fremgår af filmen, så er vandet langs sydafrikas kyst ikke varmere end det danske. Men der er nu alligevel en række forskelle. Især i vandets klarhed, dybde langs kysten, bundens beskaffenhed og mængden af forskelle arter som lever på stedet (suk). Men det betyder ikke at det er umuligt for dig at have interaktion med dyr på dine snorkleture i danske farvande.

Der findes ikke 8-armede blæksprutter ved de danske kyster, så der er desværre ikke mulghed for at få en lignende oplevelse med en intelligent blæksprutte. Men du kan have små særlige eller hyggelige oplevelser med dyr. Jeg har flere gang oplevet stimer af fisk fx sild eller tobis, som ikke flygter, men bliver ved med at svømme rundt om mig, som om de lige skal se mig an. En anden oplevelse som jeg har haft flere gange er krabber, som gør en stor indsats for at svømme op fra bunden og hen mod mig …

Min ”krabbe ven”

Det er selvfølgelig ikke det samme intensive interaktion med et andet intelligent væsen, som i filmen med blæksprutten, men stadig sjovt at se små strandkrabber, der pisker op fra bunden, for at komme op til en selv. Hvorfor de gør det, har jeg ikke helt gennemskuet (hvis du ved det, så skriv gerne!).

strandkrabbe svømmer op fra bunden og sætter sig på hånden, hvor den bliver siddende mens jeg svømmer videre
strandkrabbe svømmer op fra bunden og sætter sig på hånden, hvor den bliver siddende mens jeg svømmer videre

Når jeg opdager at de kommer op fra bunden, stopper jeg op og lader dem sætte sig. Det er ofte på benet eller hånden, alt efter hvad der er nærmest. De sætter sig stille og roligt til rette. Som regel efter et par minutters svømmetur, hopper de af igen. Det kan være, at krabberne  blot ser et flydende objekt, og tænker, at de kunne benytte dette,  til et lift for at komme et andet sted hen.

strandkrabbe svømmer op fra bunden og sætter sig på benet
strandkrabbe svømmer op fra bunden og sætter sig på benet

Hvis jeg ikke har dragt på, kan de godt finde på at nippe lidt i huden. Jeg er ikke sikker på, om de kommer for at tjekke om der skulle være nogle parasitter de kunne fjerne. Jeg antage at deres adfærd ikke er udviklet til at sætte sig på mennesker, men måske kunne være møntet på sæler eller marsvin, hvor der kunne sidde noget som skulle renses væk.

Under alle omstændigheder, er det lidt overraskende at krabber – som normalt er frygtsomme og går i forsvarsposition, når man kommer for tæt på, pludselig sætter kurs direkte mod dig.

Bliv inspireret til ferieturen

En af pointerne i ”my octepus teacher”-filmen, er at han tager ud til samme sted dag efter dag.

Jeg har også snorklet en del på ture til andre lande. Rødehavet er en af favoritstederne, og jeg forsøger altid at komme til et hotel, hvor man kan snorkle på et rev direkte ved hotellet. Det giver anledning til at besøge de samme steder dag efter dag. Og efterhånden som man har været der flere gange, oplever man rytmen på revet, og kan fx lægge mærke til territoriale fisk, som altid holder til de samme steder. Der kan skabe noget forbundethed og genkendelsens glæde, når man oplever noget forudsigelighed i dyrenes adfærd.

Både i Rødehavet og det indiske ocean har jeg oplevet fiskeyngel, som normalt søger tilflugt omkring skildpadder, søkøer eller hajer, komme hen og begynde at svømme mellem benene eller mellem arme og krop, og følge med rundt på resten af snorkleturen. Jeg ved godt at de ikke søger direkte kontakt med mig som ”klumpfisk” – men det er nu meget hyggeligt alligevel.

Jeg håber du selv har lejlighed til at se dokumentar-filmen og bliver inspireret. Og har du selv haft nogle sjove historier, så skriv gerne …